21-01-2022

Poesibogen - en drøm.

Poesibogen.

Det var en drøm, jeg havde forleden nat: Jeg skulle skrive i en poesibog. Hvis poesibog - ved jeg ikke, men det skulle være et godt vers.

I drømmen huskede jeg flere vers fra min egen lille, røde poesibog: ”Når stæren fløjter i sin kasse, så tænk på mig i 5. klasse.” Det vers kunne jo ikke bruges! ”En halv er, tænk, hvor aparte, to tredjedele af tre kvarte.” Kumbel skrevet af min gode matematiklærer, som jeg var forelsket i ….. Nej slet ikke! Det er et super vers, men jeg bryder mig jo i virkeligheden ikke meget om tal. ”Roser er røde, violer er blå. Jordbær er søde - og du ligeså!” Arh, den duer heller ikke. Jeg ved ikke, hvem jeg skriver til. En DRØM var det jo.

Jeg vågnede uden at have fundet det vers, jeg skulle skrive. Men jeg tænkte på min røde poesibog med de mange små vers, tænkte på, hvor meget den betød for mig dengang. Og de tanker har forfulgt mig siden:

Man spurgte en kammerat: ”Vil du skrive i min poesibog?” Så gav man bogen fra sig - og ventede spændt til dagen efter - eller dagen efter …. eller flere dage - at få den tilbage med et vers - og måske en tegning til. Så spændende var det! Eller man spurgte høfligt sin lærer: ”Vil De skrive i min poesibog? Det ville lærerne altid gerne. Og man var glad. Læreren var en betydningsfuld person, - og han skrev i MIN poesibog, som var GULD for mig.

Nu efter drømmen – og alle de tanker om min dejlige poesibog fyldt med søde, sjove vers og tegninger - og LEV/VEL og SØD/TØS…… har jeg fundet min mors poesibog frem. Den er nemlig også gemt.

Min mor var født i 1907. Det er 115 år siden. Børnene havde også poesibøger dengang. Min mors poesibog er sort. Med fin guldskrift står der på forsiden POESIE. Min mor boede i Sønderjylland, i Sommersted var det, og da hun skulle i skole i 1913 eller 1914, var skolen tysk der.

Jeg åbner bogen, og der står med sirlig skrift: Birtha Johansen. 1920 - 21. Min mor var dengang 13 – 14 år.

Det er en poesibog til et minde om skolebørnenes konfirmationsforberedelsestid. Der er skrevet på alle bogens sider. Det var ikke mere tysk skole. Alle vers er på dansk.

Forrest skriver præsten” Psalme 103 – 13-14 ”……..og ”Til minde om Vinteren 1920/21 i Sommersted Præstegaard.”  ” J. Bendixen.”

På næste side er det et smukt, lille digt om fuglesangen , der klinger lifligt - som vort modersmål:.  ”……Trods Mørkets Harme, i Stråle-Arme af Lys og Varme er Røsten klar.”….  ”Til Erindring om Din Lærer, I Petersen.” Nok ikke et tilfældigt digtvalg af lærer Petersen!

På tredje side er det også en voksen, ”Til venlig Minde om Marie Lund:”  ”Herren skal ikke slippe dig og ikke forlade dig; frygt ikke og vær ikke ræd!”  ”5. Mos. 31.8.” Og lige bagefter kommer det lille vers: ”Ingen er så tryg for fare, som Guds lille Børneskare……..”  en gammel sang, som jeg kender lidt - og synger indvendigt, mens jeg læser.

Efter de tre voksne fortsætter børnene, de 13 -14 årige. Næsten alle, piger og drenge, skriver den fineste skrift. Man kan se, at der er brugt lineal til linjerne og der er lige langt imellem dem. Bogstaverne hælder en smule skråt til højre, og alle er de lige høje. Navneordene skrives med stort bogstav. Det gjorde man dengang for 100 år siden – og helt frem til 1948. Der er gjort meget ud af at få de store bogstaver rigtig flotte.

Der skrives med pen og blæk. På et penneskaft blev der sat en lille pen fast, og så dyppede man pennen i blækket i blækhuset, der var en lille glasflaske med en bred åbning - og med låg på, når den ikke var i brug. Der kan skrives flere fine ord med ét dyp. Men sådan en pen kan dryppe, og der kan nemt ske det, at der kommer en klat på det fine, blanke papir. Det er tydeligt, når det er gået galt med den pen. Men på de fleste sider står vers og navn smukt og tydeligt.

14 piger og 17 drenge har skrevet en hilsen til min mor. Det hedder enten ”Til Minde om din Medkonfirmandinde ……  eller ”Til Minde om din Medkonfirmand. ” Konfirmant skriver en enkelt!

Og hvad er det så for vers, de 13-14 årige skrev i 1920-21? Det var, skal jeg huske på, mens de gik til konfirmationsforberedelse.

ALLE bærer præg af, at det er vordende konfirmander, der skriver hilsener til deres kammerater. Gud og Jesus er med. Gud og Jesus er frelsen for de unge.

Nis opfordrer inderligt - med smuk og sirlig skrift: ”Giv Herren dit Hjerte! Så giver han alt, Guds Freden har Lykken i Favn. Din Synd er udslettet, Din Gæld er betalt i Jesus velsignede Navn!”

Dorthea har fundet Ap. G. 4, 12 – og skriver:  ”Og der er ikke Frelse i nogen anden; thi der er ikke noget andet Navn under Himlen givet iblandt Mennesker, ved hvilket vi skulle vorde frelste.”

Kathrine på 13 tænker på Jesus - og på det onde: ”Kast al din Sorg paa Jesus! Han er dit bedste Skjold, han skærmer dig mod Satan og Satans List og Vold.”

Peters opfordring: ”Ak, ved hvert et Trin skjuler sig en Snare, flyd til Jesus ind, han dig vil bevare. Bliv i Naade ved, følg kun Jesu Fjed.”

Andrea minder om - og opfordrer: ” Den største Skat du her kan eje, er barnlig Tro og Kærlighed. Tag Jesus med på dine veje, så skal du evig finde Fred.”

For Jørgen gælder: ” At tro, det er at lægge sig ned ved Korsets Fod og begge Arme strække vor Herre Krist imod.”

 En anden Jørgens gode råd: ”Altid kun fremad i Jesu Navn, saa gaar det og fremad tillige. Da er hver Glæde og hver et Savn et Trin på din Himmelstige.”

Hans vil noget: Stræk din Fod! Fremad, frem med frejdigt Mod! Bort med alle vege Drømme, styr dit Sind med Troens Tømme, drik af Himlens Solskinsstrømme, til det ildner i dit Blod!”

To af børnene, Johanna og Christine, har brugt Chr. Richardts gode - og for de fleste i 2022 velkendte og elskede salme, ”Altid frejdig, når du går”. Henholdsvis første og andet vers.

Jeg kunne blive ved med de citater. Hvordan har det været at være et ungt menneske på 13 – 14 år, at være teen-ager for 100 år siden? Levede de deres unge liv med - og i en frygt - frygten for det onde? Hvis man ikke fulgte Gud eller Kristus NOK? Lå Satan på lur, hvis man var syndig? Og hvornår og hvordan var man syndig?

De mange små, fint skrevne tekster, vers eller bibelsteder giver et indtryk af små bange mennesker. Men sådan har det sikkert slet ikke været. Vakse og vilde, fulde af gå-på-mod - har de villet noget med deres liv, har de villet ud i verden, har de villet uddanne sig, stifte familie, de har helt givet været, som unge er - med drømme og ambitioner - under de forudsætninger, de havde dengang i 1920-21.

Min mor var et meget troende menneske. Hele familien gik i kirke, og jeg blev sendt i søndagsskole. Det gode og det onde fandtes!  

Min mor var min fars dygtige kone; hun var også et glad menneske, glad for sin familie og for et arbejdsomt liv i hus og have, - Birtha Johansen, som havde gemt sin poesibog, - den poesibog, som hendes datter siden gemte og læste.

Bogen er historie, - den fortæller om, hvad der i 1920 - 21 , for 100 år siden, - i tiden op til DAGEN, hvor man blev VOKSEN, konfirmationen, - betød SÅ MEGET for de 13 - 14 årige unge - og var DET, det skulle handle om i en poesibogs-hilsen til en skolekammerat.

I min drøm, hvor jeg skulle finde et godt vers at skrive, var det aldrig blevet et af versene i min mors poesibog. Heller ikke i min egen poesibog fra 1951 ville jeg kunne finde det helt rigtige og gode vers til i dag.

Men - jeg har fundet det! Jeg holder meget af Halfdan Rasmussens herlige Børnerim. Især børnerimet ”Lille negerdukke” med Ib Spang Olsens skønne tegning er helt vidunderligt. Heldigvis har jeg udgaven fra 1967.

Her min hilsen til min drøm:                                                                                                                                                                   ”Januar 2022.

Lille negerdukke sover i min seng sammen med en dejlig gul kineserdreng.

Jeg har sunget mine kære børn til ro, klapper dem på kinden, kysser begge to.

Vi er én familie. Børn af samme jord. Sov min sorte søster! Sov min gule bror!”

Til venlig erindring om dit medmenneske, Kirsten.