10-09-2020

POESIBOGEN

PALETTEN d. 9. september 2020.

POESIBOGEN, min lille historie er Inspireret af min datters skoleveninde. De er begge er fyldt 50 år i år.

Veninden havde fundet sin poesibog fra skoletiden frem - og havde selvfølgelig læst den med interesse.

Hun fortalte om det på Facebook - og hvis nogle af kammeraterne, der havde skrevet i den, havde lyst til at se og læse deres lille vers, ville hun gerne bringe det her. Hun fotograferede så verset i poesibogen – og bragte det på Facebooksiden.

Jeg er også facebook-ven med min datters skoleveninde, - jeg læste hendes sjove - og spændende indlæg, der fik mange kommentarer - og gav mit lille besyv med, idet jeg skrev, at jeg også havde gemt min poesibog. Den var fra 1951.

Nu sidder jeg med den her. Den måler 17 x 12 cm,. En klar rød farve har den, og den er at føle på næsten som ruskind. På forsiden føres en guldramme rundt, let afbleget er den, og nederst i højre hjørne står skrevet med smukkeste guldskrift: Poesi.

Jeg har selv lagt for med at skrive. Øverst i højre hjørne: 24/12. 1951.

Det var juleaften, som vi altid fejrede den, hos min faster i Kolding. Familien var samlet, julemaden var spist, - den tog altid lang tid, vi havde danset om juletræet og sunget de kønne julesalmer, min voksne fætter havde læst juleevangeliet, og så blev det endelig tiden til gaverne.

Jeg havde ønsket mig en poesibog. Og jeg fik mit ønske opfyldt. Jeg var så glad for den fine, røde bog. Og jeg ville tage den i brug med det samme; jeg vidste godt, hvordan. Med min fyldepen - og med min kønneste skrift ville jeg skrive:

Kære venner og veninder

hjælp mig smukt at samle

minder.

Kirsten B. Schou 

Jeg skrev det allerbedste, jeg kunne. Der skete bare det, at jeg kom til at skrive et g i stedet for et k i ordet smukt!

Min juleaften var nu nærmest ødelagt! Ønskegaven, den fine, røde poesibog, - jeg havde skamferet den - med det samme, jeg fik den.

Jeg forsøgte med et viskelæder, vist ét, der var beregnet til at viske blæk væk med. Jeg skrev et k, men det var mørkere end de andre bogstaver, det glatte papir var blevet ru af viskeriet - og man kunne stadig se den streg fra g-et. 

ALTID ville det være der og minde mig om, at jeg havde ødelagt min poesibog, før nogen havde skrevet i den.

Men der kom mange vers i den røde bog. Min familie skrev, mine lærere i underskolen og i mellemskolen og kammeraterne - små, søde vers - og mange med tegninger.

Verset, jeg husker allerbedst og altid har kunnet servere, skrev min regne- og matematiklærer, som jeg var betaget af - og på afstand forelsket i - så meget, at jeg i mellemskolen var vild med regning og matematik - og altid var langt fremme i regnebogen, - jeg, som ikke har det spor godt med tal!  

Min elskede regnelærer skrev:

En halv er,

tænk hvor aparte;

to trediedele

af tre kvarte.

                      (Kumbel)

 Til den fine illustration, en stærekasse med en stær i hullet og den anden på pinden udenfor, skriver en veninde:

Når stæren fløjter i sin kasse,

så tænk på mig i syvende klasse.

Min gode latinlærer i mellemskolen skrev:

Qvod sors ferat,aeqvo animo ferimus.

Det betyder noget I retning af: Hvad end skæbnen bringer, lad os bære det med ligevægtigt sind.                                        

Og så er der en masse LEV /VEL  og SØD/TØS   på siderne. 

Den lille røde bog er fyldt med sød poesi. Skønt at finde den frem, - åbne - og læse – og huske. Næsten 70 år er det siden