16-04-2018

Facebook & NOSTALGI. Og jeg mødte TOVE.

 

Paletten d. 15. april 2018.

Ingen, som ser denne hjemmeside, - og ingen som finder min facebookside, vil være i tvivl om, at jeg maler. Og ingen heller vil være i tvivl om, at havet er et af mine yndlingsmotiver.

Her på hjemmesiden er der altid hav på forsiden, som opdateres hver måned. Og havet er mit galleri nr. 1.

På Facebook har coverbilledet altid været udsnit af et af mine havbilleder.

 

Læsere af min facebookside vil heller ikke være i tvivl om, at HEJLSMINDE, smukt beliggende ved bælt og nor mellem Haderslev og Kolding, har min særlige interesse.

Igen og igen har jeg fotograferet ved Hejlsminde; - især én strand findes i mange udgaver - og fortæller om de mange og anderledes stemninger, vind og vejr kan forårsage.

 

Nu, da jeg netop havde været i Hejlsminde sommersøndagen d. 8. april 2018, hvor vandet klukkede blidt - og bølgerne blødt strøg ind over stranden, tænkte jeg, at et nyt coverbillede på min facebookside skulle være fra Hejlsminde. Og det skulle være lige netop min strand!

Det var slet ikke let at vælge stemning: Aprilsøndagens bløde, venlige bølger, en februardags kolde lys hen over hvide skumtoppe, eller januars blanke, isblå havblik. Det blev havblikket.

Og så var der profilbilledet. Da det nu blev Hejlsminde og ”min” strand, tænkte jeg, at jeg måtte finde et billede fra dengang, det VAR min strand.

I et gammelt album fandt jeg en serie fotografier af glade veninder på stranden der ved gyngen, som min far havde lavet og sat op til os med noget så solidt som telefonspæle. Et af de gamle billeder, to teenageveninder ved gyngen, fotograferede jeg og fik det beskåret, så det i format passede som profilbillede på Facebook.

 

Den manøvre: Nyt cover- og profilbillede gav reaktioner! Søde og sjove indslag, som jeg med stor fornøjelse læste – og besvarede.

Og…. så kom billederne fra dengang dansende til mig. NOSTALGI for fuld udblæsning!

 

Det hvide hus med rødt tegltag der i ”gaflen” mellem hovedvejen til Kolding og ”æ gammelvej”, som Toldbakken bare hed. Til huset hørte en STOR have: Ud til vejen og vandet et blomsterbed i husets længde omgivet af en lille, lav ligusterhæk. En høj syrenhæk dannede væg ind til en lille græsplæne med hvide havemøbler og rosenbede udenom. Ud til vejen en naurhæk og inden for den en stor køkkenhave med alt, hvad en dygtig husmor og havekvinde kunne begære.

 I baghaven æble- pære- og blommetræer sammen med alskens bærbuske: Ribs, solbær, stikkelsbær, hindbær – og selvfølgelig lange rækker med jordbær. Min mor solgte bær til sommergæsterne.

Mellem bedene, køkken- eller prydhave, var der gange og stier, - og hver en havegang var kønt revet.

 

Stranden og Lillebælt havde vi lige uden for vinduerne. I horisonten kunne man ane lys og land, - Assens var det. Tættere på – men stadig langt ude - øjnede man Brandsø. En vinter, har jeg fået fortalt, gik min far og en nabo over isen til Brandsø – og tilbage igen.

Vinter – der har tit været is på bugten, og når den var frosset til i havblik, gav det os børn de bedste betingelser for at skøjte langs kysten. I susende fart gik det om til Teglgaarden – eller længere endnu om til Grænseborgen – og tilbage igen.

Med til udsigten fra huset og stranden hørte også Gravenshoved, som sås til højre, hvor bugten endte. Her kunne man tydeligt se husene og campingpladsen, der blev etableret der. Klinten ved Gravenshoved tegnede silhuet ned til vandet.

 

”Æ gammelvej”:  På strandsiden af æ gammelvej var der en lille vold med græs på. Her kunne man fint sidde og snakke, - eller vente, hvis man var slået ud i rundbold. Vi legede jo på vejen. ”To mand frem for en enke” var også en yndet leg. Der var ikke megen trafik.

Langs vejen på volden var et hegn, som var af en meget sjælden busk-art. Det havde min gamle biologilærer fortalt mig. Jeg var lidt stolt af, at vi havde sådan et sjældent hegn ned til vores strand. Ja, stranden hørte faktisk med til huset og grunden.

Fra en åbning i hegnet førte en lille smal sti - på bare et par meter - ned til stranden – også med hegnet på begge sider. Lige hvor sandstranden begyndte var der til venstre et lille indelukke med hegn på to sider, siv ned mod vandet og en lang ”sidde-på”-sten på den 4. side. Her havde vi BÆNKEN. Når der en dejlig sommersøndag var gæster på besøg, kunne min far og mor finde på at tage havebord og stole ned til bænken, så vi kunne nyde eftermiddagskaffen der.

Herinde ved bænken legede vi, og her blev der kissemisset. Og på denne bænk er mine forældre fotograferet på deres glade bryllupsdag i 1940.

 Lige uden for rummet med bænken var GYNGEN, den gynge som satte gang i denne historie. Gyngen var - ligesom bænken - samlingssted for små og store.

Et andet samlingssted var teltet, som min far havde lavet af en gammel presenning – og sat op nede på stranden. Herinde er der blevet fortalt mange historier.

Og så var der den lille grønne båd, som min far havde lavet af et gammelt vrag, der lå på stranden. Den lille båd har vi roet i - veninder - og sunget glad og højt – uden mange tanker for, hvor lydt alt er ude over vandet. Der blev roet der i bugten langs kysten og under broen om i noret,”æ Mind’”.

 At hente årerne, ro ud en stille aften i havblik – hen under broen -  og se solen gå ned der langt ude bag æ Mind’……

Langt, langt inde i den verden af i går, - jeg var ikke færdig med mine skriverier, - havde min mand og jeg et ærinde i Kvickly. På vej over pladsen ved butikken kommer en dame - vist på min alder imod os,: ”Jeg må lige høre, hedder du ikke Kirsten Schou?” - spurgte hun. Jamen det har jeg jo heddet! Meget overrasket – og mere end nysgerrig granskede jeg i splitsekundet den nydelige lyshårede dames ansigt – uden at se noget bekendt. Damen skyndte sig at fortsætte: Jeg er Tove. Vi havde engang sommerhuset Krybily i Hejlsminde. Jamen…. pludselig så jeg for mig lille Tove, en sød, mørkhåret pige. Hun og hendes forældre boede om sommeren i Krybily, det lille, fine, røde stråtækte hus, som lå sammen med et par andre sommerhuse lige bag vores hus ud til vejen mod Kolding. Jo, jeg huskede bestemt Tove.

Nostalgien og de gode tanker om Hejlsminde fik - lige i dag, hvor jeg mentalt har befundet mig i tiden dengang for længe, længe siden -  et ekstra boost! Jeg mødte Tove.