04-01-2018

JULEKORT

Mit julehilsen-motiv i 2017 har en særlig historie for mig: Den lille hytte, som nu befinder sig på ”Museum of Danish America” i Elk Horn, Iowa, har været min fars.

Min fætter, John Bertel, i Iowa har skaffet mig kortene.

Forklaring: I 1912 rejste min far og hans bror til USA. De tog over til deres bror, som var rejst par år i forvejen. For midlertidigt at få et sted at bo købte de to brødre den lille hytte i North Dakota. De købte den af den danske emigrant, Jens Dixen, skolelærer og lægprædikant, som var kommet til North Dakota i 1901. Han havde i det hus givet undervisning til drenge – især med fokus på det åndelige.

 

Min far opholdt sig i USA i 17 år – og vendte så tilbage til Danmark. Hans to brødre blev derovre. Historien om det lille hus, som blev flyttet fra North Dakota til museet i Elk Horn, Iowa, kendte jeg godt fra min fætter. - Og da vores søn, Christian, i 2000 var udvekslingsstudent netop - og helt tilfældigt - i Iowa, så han sin morfars hus på museet.

Nu i efteråret fortalte min fætter om julekortet 2017, - og selvfølgelig skulle det være mit.

 

Min fætter skaffede mig 30 kort med kuverter og sendte dem til mig i så god tid, at jeg kunne nå - med PostNord – at få dem frem til jul.

 

Gennem alle år har det at skrive og sende - og modtage julekort for mig hørt med til julens gode traditioner.

Over køkkenbordet hænger jeg den røde garn-snor med plads til årets hilsener, som så hæftes fast med små røde og grønne klemmer. I løbet af december bliver snoren fyldt med de dejligste julebilleder.

De senere år er flere og flere kort blevet sendt med e-mail. Fordelen er her, at man er sikker på, at ens hilsen når frem til jul. Faktisk kommer den jo frem lige her og nu, hvor man har tænkt på - og skrevet til modtageren.

Og så er der det med portoens himmelflugt: Med et frimærke til 8 kroner kan man bare håbe på, at et brev når sin modtager i løbet af en uge! Fødselsdagshilsener, som gerne skulle nå frem til selve dagen, kan man ikke mere sende på den måde.

At postbutikken ikke regner med det store salg af julemærker, vidner mængden, den ligger inde med, om: Midt i december fik jeg postbutikkens 3 sidste mini-julemærkeark!

Alle hilsener printer jeg ud - og hænger op. Julehilsener - familie og venner imellem - er stadig for mig en af de gode traditioner.

På snoren hang i december 2017 også min fars og min onkels lille hytte, ikke fordi jeg hængte et af mine kort op. Nej, en af hilsenerne kom fra fætter John Bertel i Iowa. Han havde også valgt hytte-motivet til sine julehilsener.