13-11-2016

JUL er TRADITIONER.

Julen nærmer sig: Man pynter sit hjem med de samme ting hvert år, man åbner en julekalender-låge hver dag fra d.1. december, man skriver julekort til venner og familie, man får og giver gaver, man ses til familiekomsammen, man spiser den samme julemad hvert år...... Forskellige traditioner for hver af os, - men.... JUL er TRADITIONER.

For mange år siden lavede jeg nisser - kun som silhuetter. Fremgangsmåden: Jeg tegnede nissen på sort karduspapir. Derefter klippede jeg den ud - og satte den op på hvidt papir.

De allerførste silhuetnisser, jeg lavede, blev til juleophæng og klæbenisser til vinduer og spejle.  Et firma købte ideen af mig og satte nisserne i produktion. Nu kunne jeg se mine nisser i forskellige butikker, og jeg kunne føle mig stolt over, at butikkerne havde mine nisser til salg. Sjovt var det også dengang, jeg så mine klæbenisser i vinduerne på Børglum Kloster. - Jeg bor i Vojens.

Jeg syntes imidlertid ikke, jeg fik nok ud af det på den måde, så jeg lavede en ny serie - og gik til byens trykkeri, hvor jeg fik fremstillet mine små julerier. Der var dobbelte julekort med forskellige nisser, - der var til/fra-kort med forskellige nisser, - der var bare ét juleophæng "Nissekys" - altsammen rødt og hvidt. Endelig var der små nisser til vinduer og spejle. Dem fik jeg også professionelt fremstillet.De klæber af sig selv til vinduet - og de kan bruges igen til næste jul ....og til næste jul.... Nu havde jeg min egen produktion, som ikke kunne købes i butikkerne. Jeg har deltaget i julemarkeder med dem - og har til jul haft dem med i forskellige butikker. Det har givet og giver stadig fornøjelser. Genoptryk har fundet sted.

Denne jul, 2016, er mine små silhuet-nisser også til salg - f.eks.er der Nissekys og dobbeltkort i "Det Kreative Hjørne" i Christiansfeld. Der er også dobbeltkort med engle - i hvidt og blåt.

Og her i min BUTIK er de små julekort med engle og nisser naturligvis med.

Jeg tror på,  at traditionen med julekortskriveri - på trods af mega-portopriser - vil holde ved.

Jul er traditioner - og det er godt!.