11-11-2016

Julen om hjørnet.

November - og julen om hjørnet.

Bladene er stadig guld på træerne - som i dag, hvor solen skinner og himlen er blå.

Men jeg er begyndt at tænke på nisser og engle. 

En lille serie af mini-nisser (9x6 cm) på staffeli er det seneste: Små, glade nisse-piger og -drenge. Mens jeg sidder og maler på nisserne, hører jeg musik. Det er meget forskelligt, hvilken slags musik.

Jeg har lyttet til "Original Solo Piano Arrangements - Danish Hymns and Songs" . Pianisten hedder Glenn Henriksen. Han er en bekendt af min fætter i USA - og har netop her i november 2016 spillet i kirken i Cedar Falls, Iowa - og har bagefter på klaveret underholdt dansk-amerikanerne med de gamle, danske sange, de holder så meget af. CD'en er fra 2008. Det er ikke hver dag, jeg hører den, men nu lød de kønne klaverarrangementer til maling af små nisser.  

Jeg har også nydt at male til Anne Linnets "DE BEDSTE", -  og jeg er betaget af "LYKKEDAG" med Kurt Ravn & De Nordiske Spillemænd. Skønne tekster og melodier - og en dejlig stemme.

Så er der Jazzveteranerne! De gamle drenge, som startede med at spille jazzmusik i gymnasietiden i Haderslev, som har holdt sammen og spillet i alle årene, og som holdt 60 års jubilæums- og afskedskoncert i 2015, - jeg er fan af dem! - og Jazzveteranernes sidste CD "Live på Månen" - den kommer på igen og igen. Det var "SOME OF THESE DAYS", DINAH, ICE CREAM, CRAZY RHYTHM m.fl. dejlige numre, der lød, mens jeg lavede den lille nissepige med guldkræmmerhuset.