06-11-2016

For godt til at være sandt.

Trist er det med den megen svindel og humbug , der huserer på mails, man modtager i sin indbakke på computeren!

Aktuelt for mig: Med et par dages mellemrum har jeg fået 2 enslydende lykønskninger fra "Facebook Rewards Program 2016", underskerevet af 2 forskellige Program Coordinators for "programmet":

Man ønsker at informere mig om - og lykønske mig med, at jeg er tilfældigt udvalgt til at være vinderen af 1.000.000 USD. Jeg skal blot sende nogle oplysninger om mig selv til Facebook Reward Program direktøren. Derefter kommer næste trin! Hedder det scam eller spam? Jeg tror, jeg vil kalde det svindel og bedrag.

 

En interessant oplevelse har jeg haft i forbindelse med mine billeder. Det er flere år siden - før jeg fik min lille webshop. Der kom en mail fra en englænder, som havde set min hjemmeside - og ønskede at købe et par af mine større billeder.

Jeg blev selvfølgelig rigtig glad - og beæret. En englænder kan lide mine billeder - og ønsker at købe! Det ene billede havde jeg ikke mere, så jeg skrev venligt til ham og måtte beklage, at netop det billede kunne han ikke få. Hurtigt fik jeg svar. Han havde fundet et andet, han gerne ville have i stedet.

Og så ville han gerne betale med euro-check. Jeg mente, at det måtte være en lidt gammeldags måde at betale på, han kunne jo bare få mit kontonummer og så sende pengene til min bank. Englænderen holdt imidlertid fast i, at han ville betale på den måde.

Ang. forsendelse skulle jeg ikke tænke på noget. Billederne ville blive afhentet! Det hele begyndte at se lidt mistænkeligt ud, syntes jeg.

Tilfældigt - før der skete mere - læste jeg i avisen om svindlere  på nettet - og hvilke metoder de finder på at bruge. En af dem gik på, at svindleren - som betaling for en købt vare - sender en check, der er så stor, at sælgeren skal sende penge retur. Det viser sig så, at der ikke er dækning for den sendte check.

Jeg skrev et brev til englænderen om mit syn på svindel og humbug. Jeg hørte ikke fra ham igen.