31-10-2016

Ferniseringen.

Det blev lørdag d. 29. oktober 2016, og der var fernisering på VADEHAVETS CENSUREREDE UDSTILLING.

Vi kørte, min mand og jeg til Skærbæk Kursus- og Fritidscenter, hvor vi ville finde udstillingen, som mine 2 billeder ville være en del af.

Lidt spændt er man! Der var mange mennesker, der stod eller gik rundt med eller uden glas i hånden, og der lød stille flygelmusik. Vi blandede os med de mange.

Udstillingen var sat op i et større for-rum, i et stort udstillingsrum med skillevægge og på gangene. Der var værker i mange - og meget forskellige stilarter. 

Udstillingen skulle åbnes. Vi kunne fra vores plads ikke se "talerstolen". Men der kom god lyd fra husets højtalere. Man startede med en sang: "For en fremmed barsk og fattigt" Højskolesangbøger var lagt frem. Konferencieren gelejdede fint talerne gennem seancen. Hædersgæsten var kulturminister Bertel Haarder, som skulle åbne udstillingen. Det gjorde han med sine gode ord - på smukkeste vis. Der var flere talere, bl. a havde også Tønder kommunes borgmester gode ord til udstillingen.

Ingen af de tre dommere sagde noget. Det kunne have været interessant at høre lidt om vilkårene - og kriterierne, de havde dømt efter, - hvordan de havde oplevet det at skulle tage stilling:  Duer - duer ikke. Vi fik at vide, at af de ca. 270 indsendte værker var 121 blevet antaget.

Efter at vi have bevæget os rundt imellem gæster og kunstværker og suget atmosfæren til os, var det tid til at forlade udstillingen. På tilbagevejen skulle jeg hente mine 3 ikke antagne billeder, som var anbragt i et afsides liggende lokale sammen med alle de øvrige ikke antagne værker.

Oktobersolen skinnede på hjemvejen, der gik ad lange strækninger med de smukkeste gyldne farver.