MALEAFTALE

17-01-2018

”Emma skal til fødselsdag i skøjtehallen, Asta ville gerne have en maleaftale hos farmor imens”. Sådan omtrent lød ordene i telefonen.

Emma på 6 år og Asta på 4 år bor med mor og far i Haderslev. Farfar & farmor bor i Vojens, hvor der er en fin skøjtehal. Der skulle små piger fra 0. klasse holde fødselsdagsfest i lørdags. Og så var det, at lillesøster gerne ville have en ”maleaftale” med farmor.

Maleaftale er et ord, som ikke naturligt indgår i farmors ordforråd. Jeg kender godt sammensætningen: De små piger og drenge har mange ”legeaftaler”. Det er jo fint at have noget aftalt - og selvfølgelig nødvendigt: Far og mor er på arbejde, børnene kommer ikke lige hjem efter skoletid og kan finde kammerater, som også lige er kommet hjem – og så bare lege. Nej, det skal aftales og passe med familiernes øvrige planer.

Og nu kom Asta til maleaftale hos farmor i lørdags, - og der var et lille lærred i størrelsen 20 x 20 cm., hun kunne male på.

Emma har også haft maleaftale med farmor. Hun ville male en regnbue. Det blev et fint maleri.

”Jeg vil male en enhjørning!”  4-årige Asta vidste præcist, hvad hun ville male.

Vi klikkede lige ind på computeren for at se billeder af enhjørningen. En lang stribe billeder fandt vi - og mange forskellige udgaver. Asta ville male sin enhjørning lilla.

Hun havde fået sit lysegrønne plasticforklæde med lange ærmer på, og vi gik op i farmors malerum. Der hang mange billeder på væggene i snore. ”Har du malet dem alle sammen?” Ja, det var farmors billeder. Nede i hvert hjørne står der KL. Det er fordi farmor hedder Kjær Larsen. Det kunne også betyde Kirsten Larsen. Det kunne Asta godt forstå. På hendes billede kunne der også stå KL, for hun hedder jo også Kjær Larsen. Hun kunne også bare skrive ASTA.

Men nu skulle der først males. Farmor havde malet lærredet over med hvid farve, det var nemmere at male ovenpå. Asta fik en blyant – sådan starter farmor nemlig altid, og så tegnede hun sin enhjørning med fire ben manke og hale og hornet i panden.

Farmor bruger en gammel telefonbog som palet. Der skulle nu farver på. Når man blander rød og blå, får man mørk lilla. - Hvid farve i - så bliver det en flot lyslilla.

Nu kom det spændende: Enhjørningen skulle males. Den blev fin med hornet, der også skulle være lilla. Manken og halen kunne det være sjovt at lave med striber. Så nu kom flere farver på paletten. Gul er god at blande med. Gul og rød bliver til orange. Gul og blå bliver til grøn. Der var nu også en skrap grøn, som var god at have med.

Asta ville også male det hvide i billedet. Så vi blev enige om, at enhjørningen stod på grønt græs med en blå himmel ovenover. Det blev et fint maleri.

 Og nu var Asta sulten. Efter et par boller med ost og et glas mælk skulle vi lige op til enhjørningen igen. Der manglede jo ”initialer”, som var det fine ord for bogstaverne nede i hjørnet.

Der skulle stå ASTA. Aet blev så flot, S og T blev lidt store. Hvad nu, kan A nu være der? Ja, hvis det sidste A bliver lille som det første, så bliver det fint!

Og fint blev det.

Emma kom fra fødselsdag i skøjtehallen. Far og hun hentede Asta.

Og en hyggelig maleaftale havde Asta og farmor haft.

 

04-01-2018

Mit julehilsen-motiv i 2017 har en særlig historie for mig: Den lille hytte, som nu befinder sig på ”Museum of Danish America” i Elk Horn, Iowa, har været min fars.

Min fætter, John Bertel, i Iowa har skaffet mig kortene.

Forklaring: I 1912 rejste min far og hans bror til USA. De tog over til deres bror, som var rejst par år i forvejen. For midlertidigt at få et sted at bo købte de to brødre den lille hytte i North Dakota. De købte den af den danske emigrant, Jens Dixen, skolelærer og lægprædikant, som var kommet til North Dakota i 1901. Han havde i det hus givet undervisning til drenge – især med fokus på det åndelige.

 

Min far opholdt sig i USA i 17 år – og vendte så tilbage til Danmark. Hans to brødre blev derovre. Historien om det lille hus, som blev flyttet fra North Dakota til museet i Elk Horn, Iowa, kendte jeg godt fra min fætter. - Og da vores søn, Christian, i 2000 var udvekslingsstudent netop - og helt tilfældigt - i Iowa, så han sin morfars hus på museet.

Nu i efteråret fortalte min fætter om julekortet 2017, - og selvfølgelig skulle det være mit.

 

Min fætter skaffede mig 30 kort med kuverter og sendte dem til mig i så god tid, at jeg kunne nå - med PostNord – at få dem frem til jul.

 

Gennem alle år har det at skrive og sende - og modtage julekort for mig hørt med til julens gode traditioner.

Over køkkenbordet hænger jeg den røde garn-snor med plads til årets hilsener, som så hæftes fast med små røde og grønne klemmer. I løbet af december bliver snoren fyldt med de dejligste julebilleder.

De senere år er flere og flere kort blevet sendt med e-mail. Fordelen er her, at man er sikker på, at ens hilsen når frem til jul. Faktisk kommer den jo frem lige her og nu, hvor man har tænkt på - og skrevet til modtageren.

Og så er der det med portoens himmelflugt: Med et frimærke til 8 kroner kan man bare håbe på, at et brev når sin modtager i løbet af en uge! Fødselsdagshilsener, som gerne skulle nå frem til selve dagen, kan man ikke mere sende på den måde.

At postbutikken ikke regner med det store salg af julemærker, vidner mængden, den ligger inde med, om: Midt i december fik jeg postbutikkens 3 sidste mini-julemærkeark!

Alle hilsener printer jeg ud - og hænger op. Julehilsener - familie og venner imellem - er stadig for mig en af de gode traditioner.

På snoren hang i december 2017 også min fars og min onkels lille hytte, ikke fordi jeg hængte et af mine kort op. Nej, en af hilsenerne kom fra fætter John Bertel i Iowa. Han havde også valgt hytte-motivet til sine julehilsener.

01-12-2017

Slut med ARTVEMBER.

Slut med november, - slut med artvember!

30 små artmoney med et givet emne – én hver dag.

I did it!

Undervejs har jeg tænkt, at jeg nok ikke nåede til vejs ende med de artmoney.

Hver dag skulle der afsættes timer til projektet. Der har været flere dage med fødselsdagsbesøg - og fest, hvor jeg simpelthen skulle færdiggøre min artmoney efter at være kommet hjem sent.

Og - et givet emne skulle følges. Jeg havde jo bestemt, at katten, som jeg er så glad for, skulle være hovedperson. Dvs. alle emner – uanset hvor lidt, jeg syntes, de havde med katte at gøre, skulle forbindes med - og handle om den lille mis.

Emneordene var på engelsk. ”COLD” var emne d. 1. november. God start: En lille kat, der stod på en kæmpestor isterning. Der var koldt!

De fleste emner var sjove at gå i gang med. Her nogle eksempler:  7. nov. ”FIERCE”, - den vilde kat, der viser tænder, 9. nov. ”LARGE”, - katten, der lader musen gå - eller 10. nov. ”OPINION”. Valget var inspiration, - også katten var forvirret! 13. nov. ”DARK” - to katte i måneskin. 15. nov. ”MYSTERIOUS” - katten på stranden, der betragter det spændende, venlige havuhyre. 25. nov. ”BAGGAGE” - katten er ked af, når dens mennesker vil ud at rejse. Og 26. nov. ”NATION” - kattens til dejlig plet på jord! Det er vist en af mine favoritter. Jeg er opvokset på så dejlig en plet, nemlig ved stranden i Hejlsminde. Også den næstsidste, d. 29. nov. ”ARTMONEY” var sjov at lave: Katten, der betragter de små billeder på stigen.

Emner, der forekom nemme at gå i gang med var 5. nov. ”UNITED”, - to katte, der titter til hinanden på rød baggrund og 16. nov. ”SEPARATED” - to katte, der vender hoved og hale fra hinanden.

Emner, som jeg havde svært ved at få forbundet med katten: 2. nov. ”WEIGHT”. En stor, tung kat sidder på en skovl! Den må være svær at løfte. Og det var bare billede nr. 2! Da havde jeg mine tvivl, om jeg kunne holde ved hele måneden. Også 12. nov. ”SOLID”. Det blev en stor, rank, sort kat på en farverig og broget baggrund!

Og så den allersidste: 30. nov. ”MARKETPLACE”! Hvad gør min lille kat på en markedsplads? Jeg lod den drømme om en markedsplads-bod med lækkerier.

24. november, troede jeg, var nem: ”PRESENT” hed emnet: Ordet present har mange betydninger. Jeg valgte ”tilstedeværende”. Det var nemlig Black Friday d. 24. Så malede jeg bare hele pladen sort, og så skulle mange små, gule katteøjne ses i den sorte fredag. Det var ikke så nemt, som jeg troede. Men lidt sjov havde jeg med de gule øjne.

Nu er artvember slut, og jeg har 30 små katte”historier”. Hver dag er den aktuelle artvember-artmoney blevet præsenteret på Instagram og Facebook. Hver dag har jeg sat dem ind på hjemmesiden, på den ny side, ARTVEMBER, og de små kattebilleder fik også plads i den lille BUTIK, jeg har på siden.

  

13-11-2017

ARTVEMBER.

På facebook så jeg en opfordring:

Lav en artmoney hver dag i november - og sæt den på Instagram.

Der var en liste med et emne for hver dag.

Det var noget af en udfordring, men jeg fik lyst til at kaste mig ud i den.

Det ville hver dag få mig til penslerne, farverne og de små stykker træ. Jeg bestemte mig for at gøre katten til hovedperson i mine små artvembers.

Jeg har jo tænkt på, om jeg nu også kunne overholde at få lavet én hver dag. Foreløbig har jeg kunnet følge med, - de første 12 er lavet. Et par gange har jeg - efter at have været i byen om aftenen - skullet nå at få det sidste på plads. En enkelt gang blev klokken lige på den anden side midnat.

Jeg satte også de små artvembers ind på Facebook, og her på hjemmesiden oprettede jeg simpelthen en ny side: ARTVEMBER, hvor der hver dag kommer et nyt billede.

Jeg havde forestillet mig, at jeg hver dag kunne gå ind på #artvember og se mange andre forslag og bud på dagens emne. Men jeg har ikke rigtig fundet noget, jeg kunne sætte i forbindelse med netop det emne, jeg havde haft fokus på.

Jeg fortsætter imidlertid – for jeg har det sjovt med de små katte. Og jeg sætter dem fortsat ind på både Instagram og Facebook – og her på siden.

På instagram har jeg lidt besvær med at få hele billedet med. For det meste må jeg klippe og korte det lidt af, for at det passer i skabelonen. I dag, d. 13. november er emnet ”DARK”. 

18-09-2017

 I begyndelsen af september var min fætter fra USA, John Bertel, på besøg hos os.

Han medbragte blandt meget andet en lille, slidt, gråbrun notesbog. (størrelse ca. 15x8 cm.) Den lille notesbog var en dagbog, skrevet i 1912 af hans far, Johannes Bundgaard Schou, som sammen med sin bror, Niels Bundgaard Schou, tog turen til Amerika. Det var brødrenes plan at emigrere. Niels var min far.

John Bertel taler godt dansk, men han kunne ikke tyde skriften i den lille bog. Vi sad om køkkenbordet en aften, og jeg læste højt teksten så godt , jeg nu kunne. Stavemåden var visse steder lidt speciel, og der var sjove udtryk indimellem.

Min mand og jeg renskrev bogen en af dagene, da John Bertel var ude på egen hånd. Jeg læste højt, og han skrev. Den fyldte godt på A4-siderne.

Dagbogen, som Johannes havde skrevet, handlede detaljeret om de to brødres rejse fra Danmark til USA i dagene lørdag d. 3. - onsdag d. 14. februar 1912. De to drenge var 18 og 19 år gamle, og de skulle over til deres bror, Bertel, som var rejst i forvejen i 1907.

Johannes og Bertel levede hele deres voksenliv i USA, hvor de stiftede familie. Min far, Niels, vendte hjem til Danmark efter 17 år. Han giftede sig med min mor, som han havde mødt på en Danmarkstur.

Min mand og jeg var meget optaget af læsningen af det fantastiske dokument, som disse små håndskrevne sider er.

Alt fra rejsen er med: Turen fra Esbjerg til Harwich - drengenes benovelse over store London, Southhampton med hotel "Emigrant Home", forventningen, turen over Atlanten med den store oceandamper "Olympic", - eftersyn af papirer - og lægesyn før og efter ankomst, mad og måltider, søsyge....

Søsterskibet "Titanic" forliste som bekendt få uger senere. Faktisk havde brødrene billet til Titanic, men rejseplanerne blev ændret.

Vi fik læst korrektur på dagbogen, og samme aften blev teksten oversat til engelsk. I første omgang fandt vi google-oversættelsen, men den kan ikke bruges til ret meget! Vi gik dog ud fra den, og tog så sætningerne én for én, - John Bertel kunne finde de rigtige ord til et bedre engelsk. Men hvordan er det lige, man oversætter "en ordentlig skude"? Et sted hedder det: Så begyndte den store kasse at sætte sig i bevægelse” ? Then the big box began to moove? Hvad med: ”Og så skal jeg love for” eller ”så det forslog noget”? ”Vi spiste, som var vi betalte for det.” Den skulle John Bertel også lige tygge lidt på! ”Sikke en hurlumhej der blev!

 Sproget fortæller tydeligt, at det er en gammel bog. Thi der skrives af hjertens lyst….

 Jeg havde fundet et par billeder, der skulle sættes ind og følge teksten. Billederne sad i et album, jeg lavede til min far i anledning af hans 90 års fødselsdag i 1982.

 Dagen efter dagbogsskriveriet læste jeg i avisen om Nationalmuseets opfordring: ”Del din dag!” Det drejede sig om - for alle danskere, der måtte have lyst til det - at skrive dagbog onsdag d. 6. september 2017. Den opfordring havde danskerne fået for 25 år siden. Nu kom den igen.

 Jeg skriver dagbog hver dag – og har gjort det i mange år. Jeg køber Maylands spiralkalender, hvor der er én side med plads til at notere dagens begivenheder på.

 Netop onsdag d. 6. september 2017 var min dag gået med dagbogsskriveri - ikke min egen, men min onkels dagbog fra 1912.

Jamen…. Jeg delte min dag, som bestemt ikke lignede andre dage, - som satte tanker i gang og rev mig ud af nutiden - og næsten med ud på det vilde hav i februardagene 1912……

Disse dagbogsoptegnelser vil så blive åbnet om 25 år!