10-09-2020

Den fine, røde poesibog fra 1951

10-09-2020

PALETTEN d. 9. september 2020.

POESIBOGEN, min lille historie er Inspireret af min datters skoleveninde. De er begge er fyldt 50 år i år.

Veninden havde fundet sin poesibog fra skoletiden frem - og havde selvfølgelig læst den med interesse.

Hun fortalte om det på Facebook - og hvis nogle af kammeraterne, der havde skrevet i den, havde lyst til at se og læse deres lille vers, ville hun gerne bringe det her. Hun fotograferede så verset i poesibogen – og bragte det på Facebooksiden.

Jeg er også facebook-ven med min datters skoleveninde, - jeg læste hendes sjove - og spændende indlæg, der fik mange kommentarer - og gav mit lille besyv med, idet jeg skrev, at jeg også havde gemt min poesibog. Den var fra 1951.

Nu sidder jeg med den her. Den måler 17 x 12 cm,. En klar rød farve har den, og den er at føle på næsten som ruskind. På forsiden føres en guldramme rundt, let afbleget er den, og nederst i højre hjørne står skrevet med smukkeste guldskrift: Poesi.

Jeg har selv lagt for med at skrive. Øverst i højre hjørne: 24/12. 1951.

Det var juleaften, som vi altid fejrede den, hos min faster i Kolding. Familien var samlet, julemaden var spist, - den tog altid lang tid, vi havde danset om juletræet og sunget de kønne julesalmer, min voksne fætter havde læst juleevangeliet, og så blev det endelig tiden til gaverne.

Jeg havde ønsket mig en poesibog. Og jeg fik mit ønske opfyldt. Jeg var så glad for den fine, røde bog. Og jeg ville tage den i brug med det samme; jeg vidste godt, hvordan. Med min fyldepen - og med min kønneste skrift ville jeg skrive:

Kære venner og veninder

hjælp mig smukt at samle

minder.

Kirsten B. Schou 

Jeg skrev det allerbedste, jeg kunne. Der skete bare det, at jeg kom til at skrive et g i stedet for et k i ordet smukt!

Min juleaften var nu nærmest ødelagt! Ønskegaven, den fine, røde poesibog, - jeg havde skamferet den - med det samme, jeg fik den.

Jeg forsøgte med et viskelæder, vist ét, der var beregnet til at viske blæk væk med. Jeg skrev et k, men det var mørkere end de andre bogstaver, det glatte papir var blevet ru af viskeriet - og man kunne stadig se den streg fra g-et. 

ALTID ville det være der og minde mig om, at jeg havde ødelagt min poesibog, før nogen havde skrevet i den.

Men der kom mange vers i den røde bog. Min familie skrev, mine lærere i underskolen og i mellemskolen og kammeraterne - små, søde vers - og mange med tegninger.

Verset, jeg husker allerbedst og altid har kunnet servere, skrev min regne- og matematiklærer, som jeg var betaget af - og på afstand forelsket i - så meget, at jeg i mellemskolen var vild med regning og matematik - og altid var langt fremme i regnebogen, - jeg, som ikke har det spor godt med tal!  

Min elskede regnelærer skrev:

En halv er,

tænk hvor aparte;

to trediedele

af tre kvarte.

                      (Kumbel)

 Til den fine illustration, en stærekasse med en stær i hullet og den anden på pinden udenfor, skriver en veninde:

Når stæren fløjter i sin kasse,

så tænk på mig i syvende klasse.

Min gode latinlærer i mellemskolen skrev:

Qvod sors ferat,aeqvo animo ferimus.

Det betyder noget I retning af: Hvad end skæbnen bringer, lad os bære det med ligevægtigt sind.                                        

Og så er der en masse LEV /VEL  og SØD/TØS   på siderne. 

Den lille røde bog er fyldt med sød poesi. Skønt at finde den frem, - åbne - og læse – og huske. Næsten 70 år er det siden                                                                                                                                                                                                

 

18-08-2020

                                                                                                                                                

Om ord til tiden.

Det oftest brugte ord i medierne, både i aviser og på tv - hidtil i år, tror jeg, er ordet smitte - som substantiv/ navneord, - gerne sammensat: Coronasmitte, smittespredning, smitteopsporing, smittekilde, smittekurve, smittekæder, smitterisiko mmm. 

Brugt som verbum/udsagnsord går det igen og igen med alt det, der kan smitte:  manglende afstand kan smitte, -  host og nys kan smitte, - mange forsamlede kan smitte, - knus og kram kan smitte mmm.

Ordet bliver også brugt som adjektiv/tillægsord: En smittende adfærd, en smittet beboer , et smittet  selskab mmm.

 

Bliver du smittet af en smittet, kan du bringe smitten videre.

Nu her i sommer er der et andet ord, som går igen og igen i aviser og på tv - skrevet, talt og fotograferet - et grimt, sammensat ord, der sender ubehagelige signaler om skader mm.: substantivet/navneordet mundbind.

Smitte er et ord, vi er meget bekendt med fra helt almindelige sygdomme, som forkølelse eller børnesygdomme. Det har ikke helt den samme grimme klang - i mine ører i hvert fald.

Men smag påordet - mund og bind: Bind for munden! Mundbindet skal jo i øvrigt endelig op over næsen også!

Bind - er det ikke noget, man får lagt om, hvis man får skade på armen eller benet - eller for øjet, hvis der er noget i vejen med det?

Pigerne bruger måske bind, når de har menstruation.

Bind for munden! Jeg kommer også til at tænke på overgreb og forbrydelse.

Jeg kan ikke lide det ord! Og jeg kan slet ikke lide tanken om, at det skulle komme til en udbredt brug af det stykke stof her i Danmark.

 Vi frygter alle Corona. Og vi har fået indpodet: Hold afstand og vask hænder!

Vi er kommet langt, fordi vi rettede os efter forskrifterne. Vi holdt afstand, sprittede og vaskede hænder.

En genåbning af landet har været i udsigt. Det håber vi stadig, den er.

At vi ikke skal til at dække mund og næse med stof.

Men nu, da der er områder, der pludselig er hårdt ramt, og hvor man derfor tilråder/påbyder tildækning af mund og næse, er det godt, at der findes noget, man kan beskytte sig selv og andre med.

Seneste påbud: Mundbind på under al offentlig transport!

Men lad os dog finde et andet ord end det grimme - mundbind!

I Berlin buger de ordet Maske, læste jeg i Ulla Terkelsens JP-klumme.

Her får jeg straks associationen fastelavn. Fint nok! Men så tænker jeg på maskering, og ordet bliver absolut negativt ladet.

Når man tager det stykke stof for mund og næse, camouflerer man sig samtidig med, at man beskytter sig. Det staves også kamuflerer.

Hvis det nu skal være: Hvad med ordet en kamuffel? 🙂 Så bestiller man flere kamufler, - og her er så alle  kamuflerne.  .                                 

(Min artmoney fortæller drømmen om, at corona bare lige forsvinder.)

22-03-2020

PALETTEN d. 22. marts 2020.

Der var engang …… og nu, marts 2020.

Der var engang…., familien er samlet, far&mor og børn, 17 i alt, sådan en forårsdag, hvor solen skinner, og der er lunt på terrassen.

Der hujes og hoppes på trampolin, og de voksne nyder at have fri, være sammen og hyggesnakke over en drink og lidt lækkert, - cola til børnene - og til de voksne kølig hvidvin - eller en øl. Mexikanske CORONA er populær…… familie-forårs-idyl.

Det var dengang,…. Og for slet ikke så længe siden.

 Verden er nu totalt forandret.

CORONA er ikke en øl, men en uhyggelig sygdom. Og den smitter så vildt og voldsomt, at vi nu ikke mere må være sammen - mere end 10 personer.

 ALT er lukket ned.

Vi kan gå i supermarked og købe det, vi har brug for, - men husk at holde afstand! Og når vi er hjemme igen:  Husk at vaske hænder! Brug helst håndsprit!

Men - HÅNDSPRIT kan bare ikke købes nogen steder! UDSOLGT overalt!

Så er det, vi kommer i tanker om den store dunk med husholdningssprit, vi har fra gamle dage. Den står vist et sted i vores redskabsskur. Vi har ikke manglet den i de mange år.

 Jamen  - den bliver fundet frem af sit gem. Og det må da kunne bruges!

SPRIT til HÆNDERNE = HÅNDSPRIT!

Det lugter vældig grimt, og det vil sikkert være ret hårdt for huden på vores hænder. Men der hældes lidt i en lille tømt opvaskemiddelplastikflaske.

Sprit har vi altså, men jeg tvivler stærkt på, det bliver vores håndsprit. Den store, gamle, støvede dunk står igen, hvor den stod.

Og far&mor finder ud af det med at vaske hænder i sæbe, - Vi holder os hjemme, som man skal, og vi kører i supermarked og køber ind det, vi behøver - og til en festlig forårsstund - ikke mexikanske  Corona – men 20 gule, glade påskebryg - på tilbud.

Vi håber jo på, at vi kan samle vores store, dejlige familie på 17 en solskinspåskedag - også i 2020.

13-12-2019

PALETTEN d. 12. december 2019.

Det var forleden på Ribe Kunstmuseum. Jeg har tidligere her på PALETTEN skrevet om det skønne sted: De store, smukke rum, de mønstrede trægulve - i sig selv kunstværker, væggene med afstemte farver - forskellige i hvert rum, de smukke lofter - og så malerierne selvfølgelig . Jeg holder meget af Ribe Kunstmuseum.

I kælderetagen, hvor vi afleverede overtøj og tasker, blev vi modtaget af et flot pyntet juletræ, holdt helt i rødt og hvidt. Især de hvide klip var utroligt smukke.

Det viste sig, at der kun var åbent i stueetagen. Så fik vi til gengæld lejlighed og god tid til at nærstudere de mange skønne guldaldermalerier, som hænger der.

Vi var 2 par, der nød formiddagen sammen på Ribe Kunstmuseum. Mens man går der stille rundt og kigger på malerier, dvæler ved ét måske, snakker om det, …… ja, så kan tanker - og minder dukke op, og man fortæller måske sin lille historie.

Lenes historie har jeg lyst til at fortælle videre:

Lene var en lille pige. De havde mange fine malerier i Lenes forældres hjem. Især ét lille maleri var hun glad for.

”Det maleri kunne jeg godt tænke mig at have, når jeg bliver stor!” sagde Lene til sin mor.

”Jamen så kan du jo arve det”, svarede mor.

”Arve, hvad er det?”, spurgte Lene.

”Det er, - når forældrene dør, så får børnene deres ting, - så arver de det, som forældrene havde.”

”Jamen så vil jeg slet ikke have det billede”, mente Lene.

Mange år gik, Lenes mor døde, hendes far blev meget gammel.

Ved gennemgang af farens hjem med indbo fandt Lene selvfølgelig også det lille maleri. Bagpå - på den smukke guldrammes rå træ -stod skrevet med blyant: Lene. - Og det var den eneste genstand i huset, der var mærket.

Det lille maleri hænger - sammen med mange andre dejlige malerier - nu over et kønt chatol i Lenes og hendes mands hyggelige stue. Der er en lille plade på rammen. Her kan man læse kunstnerens navn: W. Zillen står der.

Efter museumsbesøget - og frokost på en hyggelige restaurant - nød vi sammen Lenes kaffe og nybagte julesmåkager. Og jeg måtte simpelthen fotografere hendes lille, skønne, guldaldermaleri.